Von der Leyen gengældte ikke Trumps told – men det er langtfra et svaghedstegn. Historien siger én ting om dem, der ønsker frihandel

I klassisk tale-til-nationen-format sad Ronald Reagan, Republikanernes måske mest populære præsident nogensinde, i 1987 ved et skrivebord, foran et kamera, iklædt en mørk, grøn- og blåternet skovmandsskjorte og med en stak talepapirer i hænderne. Skelende til disse papirer forklarede han med en rolig og mild diktion, nærmest som talte han til børn, om farerne ved at indføre højere toldsatser på amerikansk import. »Ser I,« indledte Reagan pædagogisk, »når nogen siger, at vi skal indføre told på udenlandske importvarer, ser det først ud, som om de gør noget patriotisk ved at beskytte amerikanske produkter og arbejdspladser, og nogle gange virker det i en kort periode,« sagde han og fortsatte: » … men kun i en kort periode.« Herfra fulgte en omtrent halvandet minut lang opremsning af det væld af sygdomme og disse sygdommes følgesygdomme, der, helt naturligt, skulle man forstå, ville ramme USAs økonomi: Industrier ville blive dovne af beskyttelsen og ophøre med at konkurrere og innovere for at lykkes på verdensmarkedet. Sideløbende ville andre lande, som »noget endnu værre«, gengælde tolden og udløse »voldsomme« handelskrige. Det ville føre til endnu højere toldsatser, endnu flere handelsbarrierer og endnu mindre konkurrence, de kunstigt høje priser ville fortsætte opad på grund af beskyttelsen, der ikke straffede dårlig ledelse og økonomistyring, og så ville folk købe mindre og mindre. Og »så sker det værste«, forklarede han. »Markederne krymper og kollapser, virksomheder og industrier lukker, og millioner af mennesker mister deres arbejde.« Bruddet på det ellers bestående Ronald Reagan må rotere i sin grav i disse dage. For som den daværende præsident udlagde det, som logik for burhøns, er protektionisme kun skidt, og det hænger sammen med den tid, han selv var rundet af. Reagan var 19-20 år gammel under 1930ernes totale økonomiske kollaps – The Great Depression – der kun blev forstærket af Kongressens såkaldte Smoot-Hawley-told, der skulle beskytte industrierne fra netop kollapset. Det blev til dyre lærepenge, der senere, efter Anden Verdenskrig, blev til den multinationale GATT-aftale (The General Agreement on Tarrifs and Trade), som senere blev til WTO, som blev til årtier med en stadig mere åben verdensøkonomi, hvor selv Kina blev inviteret indenfor, og hvor frihandel og globalisering ikke var noget, man rigtig diskuterede. Særligt ikke i det transatlantiske forhold, hvor EU og USA har opbygget verdenshistoriens dybeste og mest komplekse økonomiske relationer. Men søndag, med toldaftalen mellem USA og EU, kom det endegyldige brud, der ifølge både økonomer, historikere og andre eksperter derimellem cementerede enden på den gyldne epoke. »Det her er et helt eklatant brud på alt det, som har styret udviklingen i verdenshandlen, særligt efter Anden Verdenskrig,« siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, økonomiprofessor og tidligere overvismand. Iagttager man nyere verdenshistorie i brede snit, vil man se, at reaktioner over tid avler modreaktioner. Pendulet svinger, og det har det nu gjort igen. Alligevel er noget markant anderledes nu, eller rettere er det asymmetrisk. Et nyt kapitel til lærebøgerne Efter lang tids raslen med sablen fra den toldglade amerikanske præsident Trump har USA og EU indgået en aftale, der overordnet indfører 15 procent basistold på varer fra EU til USA. Men toldsatserne bliver ikke gengældt. EU har ikke påført told ny på amerikansk import. »Når EU ikke gengælder, så opstår der faktisk et nyt regime,« siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen. Jens Ladefoged Mortensen, ph.d., lektor ved institut for statskundskab på Københavns Universitet og ekspert i internationale handelsrelationer, påpeger også, at tingene er vendt på hovedet. »Der er ingen tvivl om, at skiftet er sket. Det er et magtbaseret handelssystem frem for et regelbaseret system,« siger han. På CBS er virksomhedshistoriker og lektor Martin Jes Iversen ligeledes enig i, at vi ganske enkelt er på vej ind i et nyt kapitel til fremtidens økonomihistoriske lærebøger. »Det mener jeg. Der går lang tid, før vi igen ser en enighed om globaliseringen, som vi gjorde i 90erne og 00erne,« siger han. I nyere verdenshistorie har der jo været de her pendulsvingninger mellem protektionisme og frihandel, så er det bare en naturlig udvikling, at tingene nu svinger igen? »Historien gentager sig ikke, men der er dybe træk og fundamentale strukturer, som ræsonnerer.« For noget af det, der ifølge eksperterne er markant anderledes end tidligere, er netop EUs reaktion – og den mulige styrke, der ellers kunne læses som en svaghed. Kæden, der hoppede af Men hvordan nåede vi overhovedet hertil? Spørgsmålet er ærefrygtindgydende stort, men vi gør et forsøg – eller det gør Martin Jes Iversen: »Det er rigtigt, at i et overordnet perspektiv har der siden midten af 1800-tallet været de her pendulsvingninger. Mønstret var en tidlig og ganske omfattende globalisering før Første Verdenskrig. Derpå kom en finanskrise fulgt af Den Store Depression i 30erne, hvorefter økonomierne lukkede sig om sig selv, og så har der gradvis været stigende globalisering efter Anden Verdenskrig.« Men, siger Martin Jes Iversen, »nu lever vi i en tid, hvor noget skal korrigeres«. Som virksomhedshistoriker har han særligt fokuseret på søfarten, der om noget kan siges at være et kalejdoskop, hvorigennem globaliseringen kan anskues. »Hvis man ser på stigningstakterne i verdenshandlen (fremgangen, red.) op gennem 90erne og 00erne, vil man se, at de voksede mere end verdensøkonomien. Det betyder, at vækstmotoren var verdenshandlen, og at der sådan set blev handlet mere, end økonomien direkte kunne tilsige, idet der blev outsourcet produktion i en ekstrem grad,« siger han. »I grove træk har vi haft en periode med stærk global vækst med frihandel og deregulering som motor, men processen kan sammenlignes med at cykle ned ad bakke, hvor kæden så til sidst hopper af.« Martin Jes Iversen peger på finanskrisen, Brexit, Trumps første og nu anden præsidentperiode som en slags dominobrikker, der siden væltede. Altså sker Trumps toldkrig ikke i et vakuum, for økonomierne har i en årrække gradvist trukket sig sammen i klynger, og nu ser vi et yderligere resultat af det? »Det er sådan, jeg ser det. Vi oplever en korrektion af globaliseringen, der har været undervejs siden finanskrisen.« Martin Jes Iversen indikerer også, at der på mange måder er tale om en brat opvågning for de globalister, der troede, at det stadig var den globale økonomi, der dikterede beslutningerne. »De amerikanske interesser er defineret ved at være i modsætning til Kinas interesser og EUs interesser. Vi står over for en verden, hvor det er det politiske magtspil, geopolitikken, der er afgørende for beslutningerne. Økonomien er stadig central for at forstå tingene, men den er ikke længere alene central for at drive udviklingen,« siger han. Og både historisk og i dag er de økonomiske stormagters forskellige tilslutninger til frihandlen afgørende for at forstå aftalen mellem EU og USA. Dem, der vil (og ikke vil) frihandlen »I store dele af den amerikanske elite er man nu af den opfattelse, at et maksimalt åbent marked ikke længere er i deres samlede interesse.« Det siger Jeppe Nevers. Han er historiker og medforfatter til det digre, 1.184-sider lange værk »Vejen til velstand« fra i fjor, der kortlagde, hvordan Danmark gennem århundreder udviklede sig til en stærk økonomi. Jeppe Nevers fremhæver, at det typisk har været verdens største økonomier med de stærkeste virksomheder, der har været fortalere for frihandel. I anden halvdel af 1800-tallet var det briterne, og efter Anden Verdenskrig blev det USA. De gik ind for frihandel, fordi de vandt ved det, og når USA nu trækker væk fra frihandelstanken, så handler det helt grundlæggende om, at billedet ikke længere er så entydigt, forklarer Jeppe Nevers. »Fra 1990erne blev Kina inviteret ind i varmen, og landet oplevede en utrolig vækst, ikke mindst gennem eksport til de amerikanske forbrugere. Nu har vi så nået et punkt, hvor den globale magtbalance kan tippe, og det vil USA tydeligvis ikke tillade.« For som han siger, »problemet er, at den største økonomiske magt historisk set også bliver den største militære magt«. Trumps toldkrig handler altså med andre ord også (og måske mest af alt) om geopolitik. Sikkert er det dog, at de fleste stemmer i debatten har været hurtige til at konkludere to ting: Den første er, at amerikansk økonomi nu står med ét ben i graven. Men er det nu også sådan? »Mange kommentatorer er skråsikre, men vi kan simpelthen ikke vide det,« siger Jeppe Nevers og påpeger, at de fleste store danske erhvervssucceser også på et eller andet tidspunkt har nydt godt af den slags beskyttelse. »For det første er der en ekstrem grad af kompleksitet i disse ting, og mange detaljer kender vi ikke. For det andet ved vi ikke, hvordan dansk, europæisk eller amerikansk økonomi ser ud på sigt. Der er altid sektorer, der ser vigtige ud lige nu, men som måske ikke er det om 10 eller 20 år.« Den anden rygmarvskonklusion har været, at EU er svag, når USAs toldsatser ikke bliver gengældt. Men måske skal man her have det for øje, historien har fortalt os om de stormagter, der ønsker frihandlen. Europæisk (misforstået) mindreværd »Jeg kan ikke huske en kommissionsformand, der på samme måde er mødtes med en amerikansk præsident for at forhandle toldsatser. Det er noget nyt, og det vidner om, at EU er blevet en handelsblok af betydning,« siger Jeppe Nevers. Martin Jes Iversen er enig. »I dag er Danmark og danske virksomheder en dybt forankret del af verdens største marked, EU, med en handelsposition som berettiger en stærk selvforståelse. Der er blevet frigivet nogle kræfter i Europa gennem det amerikanske pres, som utvivlsomt var utilsigtede, men som man i virkeligheden ikke skal undervurdere, og som jeg også selv har meget stor tillid til,« siger han. Er det måske også derfor, mange er blevet overraskede over, at EU ikke gengælder tolden – og at det er blevet læst som et svaghedstegn mere end det modsatte? »Helt sikkert. Europa anno 1985 var strukturelt og institutionelt svagt, og vi var som handelsblok spredt for alle vinde. Det er Europa langtfra i dag,« siger Martin Jes Iversen. Tidligere økonomisk overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen mener derfor heller ikke, at det, EUs økonomiske position taget i betragtning, er uklogt at stå fast og insistere på at være »den voksne i lokalet«. Og som han siger – og spår: »Toldbeskyttelsen vil gøre amerikanske virksomheder mindre effektive på længere sigt, mens konkurrencepresset vil gøre europæiske virksomheder mere effektive. Mit bud er, hvis toldsatserne forbliver sådan her, at den amerikanske produktivitet om fem-syv år ikke vil være vokset lige så meget som den europæiske på de områder, hvor tolden er relevant.« Ronald Reagan ville nok sige det samme. https://www.berlingske.dk/business/von-der-leyen-gengaeldte-ikke-trumps-told-men-det-er-langtfra-et